Jeres barns opstart i vuggestuen
Når jeres barn starter i vores vuggestue, vil vi gerne gøre overgangen fra hjem til daginstitution så tryg som muligt – både for jer og for jeres barn. Derfor tilknyttes barnet fra begyndelsen en fast voksen, som vil være den primære kontaktperson i opstartsperioden.
Vi ser typisk den første dag som en besøgsdag, hvor en forælder er med barnet hele tiden. På denne dag får barnet sin garderobeplads, ser sig omkring i vuggestuen og møder den voksen, som skal følge barnet i starten.
Herefter tilrettelægger vi opstarten individuelt, i dialog med jer forældre og med afsæt i både barnets signaler og vores erfaring med indkøring. Vi justerer løbende længden og indholdet af dagene, så barnet gradvist får mulighed for at vænne sig til hverdagen hos os.
En typisk indkøring forløber over cirka to uger. De første dage kommer I på besøg i barnets stue i omkring en time – som regel mellem kl. 9.30 og 10.30. Derefter begynder vi langsomt at øve, at mor eller far går fra barnet. Først i kortere tid og gradvist i længere perioder. Vi forsøger at tage højde for det enkelte barns behov – samtidig med at vi skal sikre en rolig hverdag for alle børnene.
Om hverdagen i vuggestuen
Vuggestuen er opdelt i to stuer: Jorden og Venus. Hver morgen åbner vi på Venus, og kl. 8 fordeler vi os ud på begge stuer.
Vi har en fast daglig rytme med måltider, samling og forskellige aktiviteter – fx rytmik, kreative projekter, ture ud af huset eller leg på legepladsen. Denne del af dagen kalder vi fordybelsestid. For at skabe ro og sammenhæng for børnene, beder vi om, at de er afleveret senest kl. 9.00. På den måde kan barnet starte dagen sammen med gruppen og få mest muligt ud af fællesskabet og aktiviteterne.
Efter morgensamling opdeles børnene i tre aldersopdelte grupper med planlagte pædagogiske aktiviteter.
Samarbejdet med jer forældre
Samarbejdet med jer forældre betyder meget – både for os og for jeres barn. Et tæt, åbent og respektfuldt samarbejde gør det muligt for os at skabe de bedste rammer for børnenes trivsel og udvikling.
Vi ønsker en god dialog og gennemsigtighed i vores arbejde, og vi har altid et fælles fokus på, hvad der er det bedste for det enkelte barn og for børnefællesskabet.
For at understøtte barnets hverdag, er det en stor hjælp, hvis garderoben er opdateret med tøj, der passer til årstiden, rigeligt med skiftetøj, sutsko og eventuelle sutter – gerne med navn på.
På badeværelset har hvert barn en kasse med ekstra tøj. Vi opfordrer jer til jævnligt at tjekke, om tøjet stadig passer, og om der er det nødvendige indhold: bukser, bluser, strømper, undertøj og hagesmæk.
Lidt om afleveringen om morgenen
Om morgenen har vi fokus på, at jeres barn bliver mødt med et smil og et venligt “godmorgen”. Vi er klar til at tage imod og skabe en god start på dagen.
I Kometen har vi fokus på at styrke børns selvhjulpenhed. Det er derfor en stor hjælp, hvis I afsætter lidt tid om morgenen og om eftermiddagen, så barnet kan øve sig i selv at gå op og ned ad trappen.
Velkommen til Kometens Vuggestue
Vi glæder os til at lære jer og jeres barn at kende!